Teboller

Dejligt lune teboller serveret med smør og en kop dampende kaffe. Det er efterhånden en klassiker herhjemme. Bollerne er helt tilpas søde og lækre til en eftermiddagskaffe – specielt hvis den kan serveres på en solskinsdag i haven. Det er duften af barndommen, hvor vi fik friskbagte boller fra bageren og fra dengang, hvor tandsmør var en helt igennem accepteret del af diæten.

I dag er der skruet en smule ned for smørret, men ellers er bollerne fuldstændig som dengang. Jeg er vilde med dem; ikke blot fordi, de smager super godt, men også fordi de er meget nemme at lave. En time og lidt til og så har man den mest fantastiske duft af hjemmebag i huset. Det er næsten nemmere end at hente dem hos bageren og det smager altså bare bedre, når man selv har lavet dem.

De lækreste teboller

Forb. tid 1 time
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 1 time 15 minutter
Antal 12 boller

Ingredienser

  • 1 dl mælk
  • 35 g gær
  • 2 spsk sukker
  • 1 æg
  • 70 g blødt smør
  • 250 g hvedemel

Sådan gør du

  • Lun mælken og opløs gæren i mælken.
  • Rør ca 1/3 af melet i mælken og tilsæt derefter sukker, æg og smør. Gem lidt af ægget til pensling.
  • Ælt resten af melet i dejen og lad den hæve i 30 minutter.
  • Form 12 boller og lad dem hæve lunt under et viskestykke i 30 minutter. Det kan være en fordel at komme en smule smør på hænderne, så dejen ikke hænger fast.
  • Pensl med æg eller mælk. Bag bollerne ved 225°C i 8-10 minutter til de er gyldenbrune.

Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.