Boller bagt med manitoba hvedemel giver meget luftige og sprøde manitobaboller, som kombineret med ristede sesamfrø giver en helt speciel smagsoplevelse.
Bollerne bliver helt klart bedst, hvis de er langtidshævede, men skal det gå lidt hurtigere, kan dejen nøjes med at hæve lunt i 1 time.
Manitoba mel har en meget god hæveevne. Derfor er en den god at blande med andre meltyper. Her er brugt 9/10 dele manitoba hvedemel, men helt ned til en halvdel giver også den gode luftighed og sprødhed til brødet.
Sprøde langtidshævede Manitobaboller
Ingredienser
- 100 g sesamfrø
- 25 g gær
- 8 dl vand
- 900 g manitoba hvedemel
- 100 g rugmel
- 4 tsk. salt
Sådan gør du
- Rist sesamfrø på en tør pande til de er let gyldne.
- Opløs gær i vandet. Ælt rugmelet, sesamfrø og halvdelen af hvedemelet i. Tilsæt salt, og ælt godt. Til sidst æltes resten af hvedemelet i.
- Stil dejen til hævning i køleskabet natten over i en skål smurt med en smule olie (eller lunt under et viskestykke i 1 time)
- Form 16 boller af dejen og lad dem efterhæve lunt under et viskestykke i 1 time.
- Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 200°C varmluft i ca. 20-25 min. I bunden af ovnen hældes en ½ liter vand i et fad eller dyb bradepande.
- Bollerne bliver bedst, hvis de får lov at hvile i 15 minutter på en bagerist.
Disse brunchopskrifter kan også interessere dig
Croque Monsieur & Croque Madame | Sandwichboller med müsli | Blommemarmelade med kanel & mandler |