Spaghetti and Meatballs | 6pm.dk

Spaghetti and Meatballs ala Newyorkerbyheart

Spaghetti og kødboller. Dette en af mine favorit-retter på trods af det lidt kedelige navn. Jeg har opskriften fra Newyorkerbyheart’s bog og den tager lidt tid at lave – til gengæld smager de krydrede kødbollerne i den friske tomatsauce super godt.

God til hverdag og god til sammenskudsgilde

Når først kødbollerne er stegt, er det en dejlig nem ret. Og med børnenes hjælp til at vende de små kødboller, så går det ret hurtigt alligevel. Jeg har brugt retten til ungernes klasse-sammenskudsgilde. Det kræver mange små kødboller, når man skal nå til 3C sammenskudsgilde og bagefter 6C samme aften, men med hjælp fra min store pige var der gang i to pander på samme tid uden at bollerne blev (alt for) sorte.

Birthe bruger persille i sin opskrift, men det er ikke det store hit blandt store dele af min familie. I stedet bruger jeg min egen italienske krydderiblanding* eller den italienske krydderiblanding fra urtekram, når det skal være lidt nemmere.

Jeg lader gerne stilkene fra tomaterne stege med. De giver deres helt egen gode smag til en gryderet.

Lidt om parmesan

Ricotta vs Parmesan vs Grana Padano: hvad er forskellen udover prisen? Jeg bruger Grana Padano i stor stil, men Parmesan kan smage en smule bedre/kraftigere (og er også dyrere). Ricotta har en lidt anden smag og struktur, men kan erstatte eller erstattes af de to andre typer uden problemer. Skal osten spises i stykker til et ostebord i stedet for revet i maden, vil jeg foretrække Parmesan eller Ricotta, men til brug i maden er det smag og behag.

I denne opskrift bruger jeg et endestykke fra et stykke parmesan. Det er en super måde at anvende hele osten på og jeg gemmer gerne endestykkerne i fryseren. Men husk at checke, om hele stykket er smeltet inden retten serveres.

Newyorker by Heart

Jeg har en signeret bog fra Newyorkerbyheart, som jeg er tosset med. Den har de mest fantastiske opskrifter, og ligesom alle opskrifterne på Birthes blog, så er de meget nemme at gå til og samtidigt ser det lækkert ud og smager fantastisk. Det behøver ikke være så svært. Newyorkerbyheart var den første madblogger, jeg fulgte på internettet, og jeg lærte hendes blog at kende gennem min lillesøster. Det var før reklamer og artikler og alt muligt, men hvor kvaliteten af hendes blog bare gjorde, at den blev videregivet fra mund til mund.

Jeg har kun to signerede bøger, den ene af Birthe og den anden af Peter F. Hamilton og ikke helt tilfældigt repræsenterer de også mine to store interesser: god mad og science fiction.

Spaghetti’n Meatballs

Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 1 time 30 minutter
Samlet tid 2 timer
Antal 4 personer

Ingredienser

Kødboller

  • 500 g hakket kalv og flæsk (eller oksekød)
  • 2 skiver hvidt toastbrød uden skorpe (eller 1 dl rasp)
  • 1 æg
  • 1 dl mælk
  • 1 skalotteløg
  • 2 tsk hvidløgspulver (eller 2 fed hakket hvidløg)
  • 2 tsk dijonsennep
  • 2 tsk italiensk krydderi*
  • 1 1/2 dl friskrevet parmesan
  • 1/2 ubehandlet citron
  • 1/2 dl basilikum
  • salt og friskkværnet peber
  • Olivenolie til stegning

Tomatsovs

  • 3 stilke bladselleri
  • 3 gulerødder
  • 2 store løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 bakke San Marzano tomater
  • 1 spsk balsamico
  • 1 tsk rørsukker
  • 1/2 flaske rødvin (eller 3 dl vand)
  • 1 stykke skorpe fra en parmesanost (eller 1 dl revet parmesan)
  • 1 dåse flåede tomater

Øvrigt

  • Olivenolie til stegning
  • Basilium til pynt
  • Fintrevet parmesan til pynt
  • 400 g Spaghetti

Sådan gør du

Tomatsauce

  • Skær løg, bladselleri og gulerødder i meget små tern og sauter med et drys af salt og peber i olivenolie.
  • Tilsæt finthakket hvidløg og steg lidt mere. Tilsæt friske tomater skåret i tern og steg yderligere 1 min.
  • Tilsæt en sjat balsamico og kog ind.
  • Hak de flåede tomater og tilsæt dem sammen med rødvin, vand, sukker, parmesan og lidt salt og peber. 
  • Lad det småkoge i 30 min uden låg. Lad simre yderligere 1 time med låg.

Kødboller

  • Pluk brødet i mindre stykker, og rør det sammen i en skål med mælk, æg og italiensk krydderi. Lad stå i 5 min, til det meste af væsken er opsuget (hvis du bruger rasp, skal det røres godt, så det ikke klumper).
  • Tilsæt de resterende ingredienser sammen med fintrevet citronskal og rør godt sammen til en fars.
  • Form farsen til kødboller og steg i rigeligt olivenolie. De skal ikke gennemsteges men blot brunes over det hele.
  • Kom de halvfærdige kødboller i saucen og lad simre de sidste 10 minutter.
  • Server med spaghetti, friskrevet parmesan og basilikum.

Noter

* Lav nemt din egen italienske krydderiblanding:
  • 2 spsk basilikum
  • 2 spsk merian
  • 2 spsk oregano
  • 1 spsk rosmarin
  • 1 spsk timian
  • 2 tsk hvidløgspulver
  • Blandes og opbevares i en dåse.

Tryk her for flere italiensk inspirerede opskrifter.

2 Kommentarer

  1. Når jeg prøver linket “Se i øvrigt meget mere om parmesan eller grana padana her”, så ryger man på siden med laks. Derfra er der også et link, men det virker desværre ikke. Det er i øvrigt en skøn hjemmeside. Tusind tak for den.

    Læs mere på: https://www.6pm.dk/spaghetti-meatballs/

    • Christian @6pm

      Hej Nette. Tusind tak for tip 🙏🏼. Teksten og link er nu rettet, så det (forhåbentlig) giver mere mening. Og tak for roserne 🤩.

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.