Fransk inspireret pølseret | 6pm.dk

Kålpølsegryde – en pølseret med krydrede pølser og grøntsager

Denne pølseret er både nem at lave, flot at servere og fuld af smag. Den er fyldt med en god sønderjysk krydret pølse og masser af grøntsager, løg og kartofler. Jeg laver den ofte i de kolde måneder, for det er et godt og solidt aftensmåltid, som giver varmen.

Kålpølse

Er der kål i en kålpølse? Nej, men pølsen går traditionelt rigtig godt til retter med kål i. Der er ikke kål i denne ret, men pølsen har en fantastisk røget og krydret smag, som gør sig rigtig godt i en gryderet eller til noget tapas.

Fordi kålpølsen er så krydret, er der ikke rigtig behov for yderligere krydderier, men har man lyst til eksperimentere lidt, så passer små mængder af enten timian, oregano eller rosmarin godt til retten.

Sovs eller ikke sovs?

Jeg syntes egentlig ikke, at der er behov for sovs til denne pølseret, så jeg serverer den med en god Aioli til. Men er man til sovs og kartofler, fordi nogle gang skal der altså bare sovs til, så er det utroligt nemt at udvide opskriften med en nem sovs.

Kålpølsegryde

Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet tid 1 time

Ingredienser

  • 3 spsk olivenolie
  • 1 pk kålpølser i 1-2 cm stykker (300g)
  • 500 g små kartofler eller sweet potato i grove stykker
  • salt
  • 1 bk champignon i kvarte
  • ½ squash I store tern
  • 100 g haloumi (kan udelades)
  • 2 peberfrugter I store tern
  • 1 stort løg i 2-3 cm stykker
  • 4 stk forårsløg i 2 cm stykker
  • 2 fed hvidløg revet eller presset

Tilbehør

  • Aioli (6 spsk mayo + 1 fed presset hvidløg)
  • En blandet salat med f.eks. grønkål eller rødkål

Sovs

  • 2 dl mælk
  • 3 spsk konc. tomatpure

Sådan gør du

  • Brun pølserne i 1 spsk olivenolie på en pande ved god varme i ca 5 min, så de får farve. Sæt dem til side.
  • Brun kartofler i 1 spsk olivenolie ca 15 min. Krydr med salt. Sæt dem til side.
  • Brun champignon i 1 spsk olivenolie. Derefter squash og halumi. Derefter peberfrugt, løg, forårsløg, hvidløg. Lad det simre ca 10 minutter.
  • Sovs? Tilføj mælk og tomatpure når alle grøntsagerne er kommet i og lad det simre med i 10 min.
  • Kom pølse og kartofler tilbage og varm yderligere 5 min. Smag til med salt og peber. Server retten i panden med aioli til.

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.