croque madame & croque monsieur med pocherede æg og friske tomater

Pocherede æg

Perfekte pocherede æg hver gang. Inklusiv 2 tips til endnu bedre pocherede æg.

To tips: eddike og si

Der er mange gode tips til perfekte pocherede æg, og den klassiske metode med at komme et æg i roterende næsten-kogende vand er min foretrukne. Om der så skal eddike og salt i er et personligt valg. Smagsmæssigt ændrer det ikke noget, og jeg syntes egentlig heller ikke, det gør det nemmere eller sværere at lave ægget. Så jeg udelader både salt og eddike.

Til gengæld er det en god ide at lade den tynde æggehvide dryppe af i en stålsi, inden ægget kommer i vandet. Det giver klart et “flottere” pocheret æg.

Den sikre metode

I “Timm Vladimirs køkken” har jeg set en teknik til de pocherede æg, som bare er super nem og de pocherede æg bliver perfekte hver gang. Det omfatter en kop, lidt film og lidt olivenolie. Den er specielt god, hvis man skal lave mange pocherede æg. Se teknikken i noterne.

Pocherede æg er perfekte til Croque Madame eller Egg Benedict eller bare en god brunch.

Pocherede æg

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 5 minutter
Samlet tid 10 minutter

Ingredienser

Den nemme metode

  • Æg
  • 2 spsk lagereddike (kan udelades)

Sådan gør du

Den klassiske metode

  • Kog vand op i en stor gryde.
  • Tag gryden af varmen. Rør i vandet med en grydeske, så det drejer langsomt rundt. Det vil hjælpe med at samle ægget.
  • Slå et æg ud i en fin si for at lade den "tynde" æggehvide dryppe af.
  • Hæld derefter ægget i gryden i én bevægelse. Kog ikke mere end 2-3 æg ad gangen alt efter størrelsen på gryden. Hvis det er en lille gryde sættes gryden på svagt blus, så vandet holder varmen.
  • Æggene skal ligge i vandet i ca. 4 minutter. Herefter tages de op med en hulske og serveres straks.

Noter

Den “sikre” metode:
  • Tag en kop og læg husholdningsfilm i som en lille skål. Smør husholdningsfilmen med en smule olie, så ægget ikke sidder fast. Slå ægget ud i koppen.
  • Bind enten en lille knude på filmen eller vrid den, så posen er lukket. Lav så mange æg ad gangen, som der er behov for.
  • Kom posen i kogende vand og kog ægget 4½ minut.

Jeg har tidligere brugt almindelig husholdningsfilm, men typen, der er lavet til varme og brug i mikrobølgeovn, er efter muligvis bedre. Men når vi får pocherede æg fire gange om året, så går det nok med almindelig husholdningsfilm til fødevarer.
Jeg kan også læse mig til, at husholdningsfilm med “betænkelige pvc blødgørere” ikke sælges i Danmark. I stedet bruges husholdningsfilm lavet af polyolefin, hvor det største problem er, at det smelter i en mikrobølgeovn – men altså ikke i kogende vand. Og når Jamie bruger det, så kan det ikke være helt ved siden af.

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.