Pizza Mamma Lucia | 6pm.dk

Pizza Mamma Lucia

En fantastisk og anderledes pizza, som overrasker med sin gode smag. Det er vores ældste favorit pizza, som vi vender tilbage til gang på gang. Den er så god, at den også sagtens kan serveres for gæster.

Jeg kan kun anbefale at lave sin egen hjemmelavede pizzadej. Det giver bare en sprødere og bedre oplevelse, selvom det kræver, at der er god tid til at lave maden. Skal det gå stærkt, er jeg dog ikke bleg for at bruge en færdig pizzadej.

Pizza Mamma Lucia | 6pm.dk

Kødsauce

Hvidvinen er meget vigtig, da den giver det helt rigtige pift til kødsaucen, og så er der jo et par glas til kokken. Jeg bruger gerne en italiensk hvidvin, som er lidt tør og ikke for sød. Når jeg vælger vinen er det vigtigste, at jeg udelukkende bruger en hvidvin, som jeg også selv vil drikke.

Mængden af parmesan ser meget voldsom ud, men den svinder ind, når pizzaen bliver bagt.

Pizza Mamma Lucia før ovnen | 6pm.dk

Lidt om parmesan

Ricotta vs Parmesan vs Grana Padano: hvad er forskellen udover prisen? Jeg bruger Grana Padano i stor stil, men Parmesan kan smage en smule bedre/kraftigere (og er også dyrere). Ricotta har en lidt anden smag og struktur, men kan erstatte eller erstattes af de to andre typer uden problemer. Skal osten spises i stykker til et ostebord i stedet for revet i maden, vil jeg foretrække Parmesan eller Ricotta, men til brug i maden er det smag og behag.

Pizza Mamma Lucia

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet tid 45 minutter
Antal 1 stor pizza

Ingredienser

  • 1 pizzadej*
  • 1 broccoli
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 3 spsk koncentreret tomatpure
  • 300 g hakket oksekød
  • 1 glas hvidvin**
  • 1 spsk hakket oregano***
  • ½ dl hakket basilikum***
  • Salt og friskkværnet peber
  • 4 tomater
  • 250 g parmesan

Sådan gør du

  • Lav pizzadejen. Forvarm ovnen til den højest mulige temperatur – gerne op til 300°C.
  • Skyl broccoli og skær den i mundrette stykker. Kog den i ca. 8 minutter, til den er bidefast.
  • Hak løg og hvidløg fint og steg dem blanke i olivenolie. Tilsæt og brun kødet.
  • Tilsæt koncentreret tomatpuré og hvidvin og lad det simre 10 minutter under låg. Skær imens tomater i tynde skiver og riv parmesanost.
  • Krydr med friskhakket oregano og basilikum samt salt og peber.
  • Fordel først tomater og dernæst broccoli på pizzabunden. Hæld kødsaucen over og slut af med revet parmesan.
  • Bag Pizza Mamma Lucia i ca. 5-10 minutter til kanten er gylden og sprød (ved 300°C tager det ca. 5 minutter).

Noter

* Det bedste er en hjemmelavet pizzadej
** 1 glas = ca. 1¼ dl, hvis man er til at måle. “Et glas” for mig er sådan cirka dét, jeg ville hælde op til et glas vin til mig selv.
*** Er der ikke friske krydderurter i køkkenet, så kan 2-3 tsk af denne italienske krydderiblanding også bruges.

Hvis du vælger at lave denne opskrift, så fortæl mig gerne om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og “tag” mig på Instagram med #6pm_dk.

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.