I one-pot trenden er her alt det gode fra en mexicansk taco samlet i én pande. Denne nemme ret med kylling og squash er klar på kun 30 minutter og består af en god blanding af mexicansk krydderi med spidskommen, en masse gode grøntsager og lidt beans.
Tex-Mex krydderi og Chili
Selvom det er mange år siden, jeg boede i Alabama, er jeg stadig tosset med alt mexicansk eller tex-mex, som det nok mere korrekt hedder. Faktisk er hele mit spanske ordforråd koncentreret omkring burrito, enchilada og tortilla – og naturligvis cerveza.
Jeg kan godt lide stærk mad, også lidt stærkere end resten af familien. Her er chiliolien guld værd. Med den kan jeg justere smagen bagefter, så styrken bliver helt perfekt.
Keto
Mexicansk Taco Pande er ikke helt keto, men kommer godt med, hvis risen undlades. Og retten kan sagtens spises uden ris. Hvis der er behov for lidt fyld, kan jeg godt finde på at bruge blomkålsris, men jeg vil foretrække en ekstra dåse kidney beans.
Mexicansk Taco Pande
Ingredienser
- 2 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 bdt forårsløg
- 2 peberfrugt
- 400 g kyllingefilet
- 1 spsk spidskommen
- Salt og friskkværnet peber
- 200 g champignon
- 1 squash
- 1 ds majs
- 1 ds kidney bønner
- 2 spsk taco krydderi*
- 2 ds flåede tomater
- 1 dl vand
- 120 g Tex-Mex eller Mozzarella revet ost
Tilbehør
- 4 dl ris (kan erstattes af 1 ekstra Kidney bønner)
- Chiliolie**
Sådan gør du
- Kog ris efter anvisning på pakken.
- Snit løg, hvidløg og forårsløg fint. Gem toppen af forårsløg til pynt. Steg alle løg 1 min.
- Snit peberfrugt i tern og lad dem stege med i 3 min.
- Skær kyllingefilet i strimler. Flyt grøntsager til siden og steg kylling. Krydr kylling med spidskommen, salt og peber. Steg kylling i 5 min til de netop er gennemstegte.
- Skær squash og champignon i tern. Dræn kidney bønner.
- Kom champignon, squash, majs, kidney bønner, taco krydderi, flåede tomater og vand i panden. Mos evt. de flåede tomaterne med grydeskeen. Steg i 10 min.
- Kom ost over og lad det smelte. Pynt med snittet top af forårsløg. Server retten sammen med ris og en god chiliolie ved siden af.
Noter
- 1 ½ spsk spidskommen
- 1 tsk chipotle eller chilipulver
- ¼ tsk hvidløgspulver
- ¼ tsk løgpulver
- ¼ tsk tørret oregano
- ½ tsk paprika
- 1 tsk havsalt
- ½ tsk friskkværnet peber
Hvis du vælger at lave denne opskrift, så fortæl mig gerne om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og “tag” mig på Instagram med #6pm_dk.