Lækker cremet Risotto med Svampe

Jeg elsker italiensk mad. Det er oftest super simpelt at lave med få, men lækre, ingredienser og så smager det bare godt. Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at vi også elsker Toscana, så en italiensk middag bringer drømme og minder om ferier i det nord-italienske. Men nej, det smager bare godt. Uanset om det er pizza, pasta eller her ris. Det er selvfølgelig vigtigt at bruge de gode friske råvarer og ikke gå på kompromis. Udover at det ser godt ud med friske grønne asparges og frisk spinat, så smager det altså bare bedre.
Denne risotto er super nem at gå til og så bliver den dejlig lækker og cremet.

Lækker cremet Risotto med Svampe

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet tid 50 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 2 skalotteløg
  • 250 g champignoner eller blandede svampe
  • 1 spsk olivenolie til stegning
  • 1 spsk smør til stegning
  • 350 g risottoris
  • 1 dl hvidvin
  • 6-7 dl god grøntsagsbouillon
  • 1 bundt grønne asparges
  • 50 g friskrevet parmesan
  • 2 spsk smør
  • 100 g babyspinat
  • salt og friskkværnet peber
  • Friskrevet parmesan

Sådan gør du

  • Pil og hak skalotteløg. Rens svampene og skær dem i skiver. Steg løget i olie og smør i en gryde, til det bliver klart. Tilsæt champignon og lad det simre 3 minutter. Tilsæt ris og steg dem i nogle minutter under omrøring til de også bliver klare.
  • Hæld hvidvin på og lad risene opsuge al væden under omrøring. Når vinen næsten er kogt væk, tilsættes varm bouillon lidt efter lidt. Lad risene suge bouillonen til sig gradvist under jævnlig omrøring i 20-25 minutter, til risene er næsten møre men stadig sprøde, og konsistensen er cremet.
  • Skyl aspargesene og bræk de nederste ender af. Skær aspargesene i mindre skrå stykker, og vend dem i gryden med risene. Skyl spinaten, og lad den dryppe af.
  • Rør parmesan og smør i risottoen, og tag gryden af varmen. Smag til med salt og peber. 
  • Vend spinaten i risottoen lige før servering, så den kun lige når at falde let sammen, og servér straks. Drys med lidt ekstra revet parmesan.

Tip
Når man klargør de friske grønne asparges, kan man nemt fjerne den nederste træede del ved at knække det af med fingrene. Så knækker aspargesen lige der, hvor den gode del starter.
Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.