Kyllingesalat med sukkerærter , æg, bacon, cheddar

Kyllingesalat med sukkerærter og æg

Når jeg skal have noget hurtig og lækkert til frokost, så står den ofte på en kyllingesalat med forskelligt fra grøntsagsskuffen.

Jeg laver tit en salat baseret på få faste ingredienser og så hvad vi ellers har i grøntsagsskuffen. De faste dele er salat, kylling og bacon. Rundt om det fylder jeg i dette tilfælde sukkerærter, hårdkogte æg og lidt revet ost. Men det kunne også have været fennikel, avocado, ærter, feta, pinjekerner, pasta osv osv. Budskabet er vel, at man hurtigt kan lave en lækker salat med ganske få ingredienser og stadig få en fyldig og god salat på ingen tid. Specielt med salater er der alle muligheder for at sammensætte den, så det passer til ens egne ønsker.

Dressing

Dressingen er enten en hjemmelavet creme fraiche dressing eller en olie/eddike dressing. Specielt den sidste er jo utrolig nem og samtidig velsmagende.

Min olie/eddike dressing er efterhånden bare hældt over salaten i “passende mængder”, men hvis det skal blandes inden, gør jeg det normalt i forholdet 2:1, altså 2 spsk olivenolie og 1 spsk “surt”, som enten kan være eddike eller citron. Er man til det, kan den udbygges med krydderier (rosmarin, oregano, timian), sennep, hvidløg, honning osv. Igen er der her rig mulighed for at tilpasse smagen til det, man bedst kan lide.
Jeg er oftest til det helt simple: olie, citronbalsamico og salt og peber.

Lige præcis til denne kyllingesalat, hvor hårdkogte æg indgår, syntes jeg, at creme fraiche dressing passer rigtig godt til. Skal det gå hurtigt, er det den købte med purløg, men har jeg tingene i køleskabet, så tager det jo ikke lang tid at blande lidt creme fraiche med for eksempel salt, peber, sukker, citron og lidt purløg fra haven.

 

Kyllingesalat med sukkerærter og æg

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet tid 30 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 1 pk bacon
  • 3 kyllingefileter
  • 2 tsk italiensk krydderi*
  • 4 æg
  • 1 rødløg
  • 200 g sukkerærter
  • 1 rød peber
  • 1 bk cherrytomater
  • 2 hjertesalat
  • 100 g revet cheddar
  • Salt og friskkværnet peber
  • Evt. flutes

Dressing

  • 1 dl mayonnaise (hellmanns)
  • 1 dl creme fraiche 18%
  • ½ tsk sukker
  • salt og peber
  • lidt citronsaft
  • purløg

Sådan gør du

  • Kog æggene i 10 min.
  • Steg bacon sprødt og læg det til afkøling på køkkenrulle.
  • Skær kyllingefileter i mindre bidder og steg dem på en pande. Krydr med italiensk krydderi og salt og peber.
  • Snit rødløg i tynde både, sukkerærter og peberfrugt i mindre stykker, cherrytomater i halve og skyl salaten. Anret det på tallerkener sammen med kylling og bacon og hårdkogte æg i kvarte. Server med en frisk dressing og evt. lidt flutes til. 

Dressing

  • Bland det hele og smag til med citronsaft og salt/peber. Stil det på køl.

Noter

* Lav nemt din egen italienske krydderiblanding:
2 spsk basilikum
2 spsk merian
2 spsk oregano
1 spsk rosmarin
1 spsk timian
2 tsk hvidløgspulver
Blandes og opbevares i en dåse.

 

Kombinationer og andre gode kyllingesalater

Der er mange gode muligheder for lækre salater og nye kombinationer af de salater, vi laver igen og igen:

Insalata di ceci, pollo e pomodoriFrisk Cæsarsalat med Kylling og CroutonerTraditionel Chef Salat



 

Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

GemGem

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.