Marinerede sild i en karrysalat: Karrysild

Hjemmelavet karrysild

Jeg elsker en god sildemad med karrysalat. Denne hjemmelavede karrysild slår dem alle med flere længder. Den er smagfuld og sprød og perfekt til en god marineret sild – og måske en snaps.

Jeg må indrømme, at til en hverdagsmad med sild laver jeg ikke en karrysalat. Der bruger jeg den gode fra brugsen. Men er der julefrokost eller en anden festlig lejlighed med det store kolde bord med marinerede sild, så hører der en god hjemmelavet karrysalat til.

Find en god sild

Og når man nu laver sin helt egen karrysalat, så skal man købe de ordentlige “gammeldags modnede” marinerede sild til. Lidt dyrere – men meget bedre.

Opskriften er nem at lave, så jeg har egentlig ikke nogen gode undskyldninger for ikke at blande denne karrysalat, når det er tid til en lækker frokost med sildemadder.

Hjemmelavet karrysild

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet tid 20 minutter

Ingredienser

Karrysalat

  • 2 spsk karry
  • 3 spsk mayonnaise
  • 2 spsk græsk yoghurt (eller creme fraiche 18%)
  • 2 skalotteløg
  • 30 g kapers
  • 2 æbler
  • Salt og friskkværnet peber
  • 1 bdt purløg

Sildemad

  • 1 glas marinerede sild (ca. 250 g)
  • 2 æg
  • 1 rødløg
  • Godt rugbrød

Sådan gør du

  • Rist karry ca. 30 sekunder på en varm pande uden fedtstof for at trække aromaerne frem. Kog æggene, så de er hårdkogte og køl dem.
  • Bland mayonnaise med yoghurt og tilsæt karry, finthakkede skalotteløg, kapers og krydr med salt og lidt peber.
  • Skær æbler i små tern og sildefilet i mundrette bidder og vend dem i karrysalaten.
  • Pynt med klippet purløg og hårdkogte æg i kvarte og server sammen med godt rugbrød og rødløgsringe til.

Nyd en karrysild sammen med en god hjemmelavet porsesnaps

Porsesnaps | 6pm.dk

Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.