Den kolde tid er suppetid. Denne fyldige og overraskende smagfulde broccolisuppe er helt perfekt at varme sig på i vinterhalvåret. Lidt farverigt fyld på toppen gør suppen meget indbydende, og så er der ikke meget, der ikke smager bedre med lidt bacon på toppen. Herhjemme er der (næsten) altid brød til suppen, men denne suppe er faktisk så dejligt mættende, at der ikke er behov for brødet – bortset fra, at det er meget nemmere at få det sidste suppe op fra skålen med et godt stykke brød. Opskriften er en god blanding af en Valdemarsro-opskrift og en opskrift fra mit favorit mad magasin.
Broccolisuppe
Ingredienser
- 1 porre
- 2 løg
- 2 fed hvidløg
- Olivenolie til stegning
- 1 bagekartoffel
- 1 broccoli
- 1 tsk timian
- 1 l grøntsagsbouillon (2 terninger)
- 1 dl piskefløde eller creme fraiche 18%
- Salt og friskkværnet peber
Til servering
- 75 g usaltede pistacienødder
- Bacontern
- 1 rødt æble
- citronsaft
- 1 spsk honning
Sådan gør du
- Snit porre, løg, og hvidløg groft. Steg dem i en stor gryde ved lav varme i lidt olivenolie i 5 minutter indtil de er lidt bløde. Tilsæt de snittede kartofler og drys med timian, salt og peber. Hæld bouillon over og lad det hele simre i 15 minutter uden låg.
- Snit broccoli (gem lidt af de mindre toppe) og tilsæt til suppen. Lad broccoli koge med i 5 minutter.
- Skær æblet i tern og vend i lidt citronsaft og honning. Steg bacontern sprøde.
- Når kartoflerne er bløde, pureres suppen med en stavblender og fløde tilsættes.
- Server med rå broccolitoppe, pistacienødder, æble og sprøde bacontern.
Noter
- ristede græskarkerner
- brødcroutoner (rugbrødstern ristet i olivenolie)
- ristede mandler og bacon!
Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk