Den største fare ved disse hjemmebagte Brioche Burgerboller er, at man aldrig med god samvittighed vil købe en færdig burgerbolle igen. Brioche Burgerboller løfter en burger og giver en fylde og smag, som man ikke kan undvære, når det først er prøvet.
Denne dej bliver bedst, hvis der afsættes lidt god tid til at lave dem. Den skal æltes i mindst 10 minutter (elsker min røremaskine), og bollerne skal hæve i mindst 2 timer og derefter i yderligere 1/2 time. Til gengæld får man en luftig og let burgerbolle med en god smag, som kun understøtter alle de andre dele i burgeren.
Jeg har brugt en muscovado sukker, som sagtens kan erstattes af enten rørsukker, almindelig hvidt sukker eller honning. Muscovadoen giver en lidt speciel smag, som passer perfekt til en burger.
For en klassisk brioche skal ca. 1/3 af dejen bestå af æg og smør mens resten er mel. Der er for mit kredsløbs skyld skåret en del ned på smørret i denne opskrift.
Tipo 00 hvedemel
Tipo 00 er ekstra fint hvedemel, som har et højt indhold af gluten, der hjælper til en smidig dej og en sprød skorpe. Det kan erstattes af Manitoba mel, der har samme effekt. Almindeligt hvedemel kan også sagtens anvendes.
Jeg kan godt lide speltmelet i burgerbollen. Det tilføjer lidt ekstra smag og fylde, men speltmelet kan uden problemer erstattes af andre fuldkornsmel, durum eller hvedemel.
Burgerbollen er perfekt til en gourmet burger, kyllingeburger, lakseburger og generelt alt, hvad der har med en burger at gøre.
Gourmet Burger | Kyllingeburger | Lakseburger |
Brioche Burgerbolle
Ingredienser
- ¾ dl mælk
- 1 ½ dl vand
- 25 g gær
- 250 g speltmel
- 250 g Tipo 00 hvedemel
- 50 g smør
- 2 æg
- 2 spsk muscovado sukker (eller almindelig sukker)
- 2 tsk salt
- Sesamfrø
Sådan gør du
- Opløs gæren i lunkent mælk og vand og ælt med speltmel og halvdelen af hvedemelet.
- Smelt smørret. Pisk æg og gem lidt til pensling. Tilsæt æg, smeltet smør, sukker og salt.
- Tilføj hvedemel lidt ad gangen og ælt i 10 minutter til dejen er god og blød og lige akkurat kan slippe fingrene.
- Dæk skålen med et viskestykke og lad dejen hæve i 2 timer.
- Form 8 boller og tryk dem flade. Lad dem hæve lunt under et viskestykke eller husholdningsfilm i 30 minutter.
- Pensl med æg og drys med sesamfrø. Bag ved 200°C i 15 minutter til de er gyldenbrune. Lad dem køle af på en rist.
Noter
Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk