Bønnesalat med edamame | 6pm.dk

Bønnesalat med edamame og vindruer

En lækker bønnesalat er perfekt som tilbehør til de fleste aftenretter eller som en sund og mættende frokost.

Edamame bønner smager godt og mætter godt. Edamame er umoden soyabønne og har helt sikkert en masse gode egenskaber. Men for mig er det vigtigste smagen og den gode struktur, som passer til mange salater. Køb dem enten som løse bønner eller i bælg. Købes de i bælg, skal de koges kort for nemt at kunne åbne dem.

Bønnesalat med edamamebønner | 6pm.dk

Dressing

Dressingen denne gang er en simpel olie-eddike dressing bestående af 3 dele olivenolie og 1 del vineddike samt lidt salt og peber. En god sennepsdressing (kom 1 spsk dijon og 1 spsk honning i olie-eddikedressingen) er bestemt også god til. Men er man mere til en god creme fraiche dressing er den fra køleskabet ganske fin til. Har jeg tid, vil jeg dog foretrække denne nemme creme fraiche dressing med olivenolie.

Creme Fraiche Salatdressing med olie/eddike | 6pm.dk

Bønnesalat med edamame og vindruer

Forb. tid 15 minutter
Samlet tid 15 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 1 Feldsalat (eller babysalat)
  • 8 radiser
  • 200 g edamamebønner
  • 1 bdt asparges
  • 200 g vindruer, røde stenfrie (ca. 1/2 bakke)
  • 1 rødløg
  • 125 g frisk mozzarella
  • 150 g bacon i tern
  • Dressing*

Sådan gør du

  • Steg bacon sprødt og lad det dryppe af på et stykke køkkenrulle.
  • Knæk den træede ende af asparges. Skær dem i 2-3 cm stykker og kog dem kortvarigt (1 min) i vand og køl dem af under koldt vand.
  • Skær radiser og løg i tynde skiver. Skær vindruer i halve.
  • Anret salaten med feldsalat, radiser, bønner, asparges, rødløg og mozzarella revet i mindre stykker. Drys bacontern over og server med en god dressing.

Noter

*Prøv denne lækre creme fraiche dressing
Eller en nem vinaigrette (olie eddike dressing med sennep og honning):
  • 4 spsk olivenolie
  • 2 spsk vineddike/æbleddike
  • 2 tsk dijonsennep
  • 1 tsk honning
  • salt og peber

 

Fuldstændig unødvendig viden

Edamame udtales [eh-dah-MAH-meh] eller [edaˈmɑmə-]. Hjemme hos os hedder den bare “eddermame” bønnen – altså [ˈεðˀʌˈmæːmə], men jeg skal jo nok lære det…

Opskriften er inspireret af hurtigmums.dk, som har mange virkelig gode opskrifter. Super hjemmeside at blive inspireret af!

Hvis du vælger at lave denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.