Man kan lave en bøfsandwich og man kan lave en gourmet bøfsandwich. Den ene mætter og den anden er en oplevelse. Denne gourmet bøfsandwich laves på hjemmelavede burgerboller og ristede løg sammen med en selleri-peberrod slaw og rødvinssauce med blue cheese.
Normalt holder jeg mig til simple opskrifter og med hjemmebagte burgerboller, hjemmelavede ristede løg og en sauce lavet på både rødvin og med blue cheese, virker denne opskrift en smule omstændig. I forhold til en klassisk bøfsandwich med brun sovs, så er denne udgave absolut en smule mere arbejdskrævende, men til gengæld er det al arbejdet værd.
Deler man arbejdet op i nogle få enkeltdele, er opskriften alligevel ret nem at gå til.
- Start med slaw’en, for den har rigtig godt af at stå og trække i køleskabet.
- Derefter skal burgerbollerne laves. Jeg har brugt denne sikre opskrift på burgerboller. Jeg kom nigellafrø på toppen, men faktisk er bollen nok bedre uden frø til netop en bøfsandwich.
- Når der er ca. 45 minutter til bollerne er klar, er det tid til to ting: ristede løg og steg bøffer.
- Mens bøfferne hviler, skal saucen laves og voila! så er der bøfsandwich.
Hvis man ikke er så tosset med sellerirod, er denne kålslaw også perfekt til burgeren.
Bøfsandwich med Blue Cheese og Sellerislaw
Ingredienser
Sellerislaw
- 300 g knoldselleri
- 2 spsk revet peberrod
- 1/2 dl creme fraiche 18%
- 1/2 dl mayonnaise
- Salt og friskkværnet peber
- 1 citron, økologisk
Burgerboller
- 1 dl vand
- 1 dl mælk (eller yoghurt naturel)
- 50 g gær
- 400 g hvedemel
- 60 g smør
- 2 spsk sukker
- 1 æg
Ristede løg
- 6 skalotteløg
- 5 dl rapsolie (eller anden smagsneutral olie)
- fint salt
Bøffer
- 600 g hakket oksekød
- 1 spsk mel
- Salt og friskkværnet peber
Blue Cheese Sauce
- 2 skalotteløg
- 1 dl æbleeddike
- 2 dl rødvin
- 4 dl oksebouillon
- 1 ½ dl fløde
- 1 tsk sukker
- 1 spsk blåskimmelost (Danablu)
- Salt og friskkværnet peber
Pynt
- Frisk timian
Sådan gør du
Sellerislaw
- Skræl selleriroden og riv den groft. Bland med peberrod, creme fraiche og mayonnaise. Riv skrællen fra citronen fint og tilsæt sammen med saften fra ½ citron. Smag til med salt og peber og stil på køl.
Burgerboller
- Opløs gæren i lunkent vand og ælt halvdelen af hvedemelet i. Tilsæt mælk, salt, sukker, smeltet smør og æg (gem lidt til pensling). Tilsæt resten af hvedemelet lidt ad gangen og ælt til dejen er god og blød og lige akkurat kan slippe fingrene. Dæk skålen til med et viskestykke og lad dejen hvile i 15 minutter.
- Form 8 boller og tryk dem flade. Lad dem hæve lunt under et viskestykke eller husholdningsfilm i 1 time.
- Pensl med æg og bag ved 230°C i 8-10 minutter til de er gyldenbrune. Lad dem køle af på en rist.
Ristede løg
- Skær løg i skiver. Varm olie op i en gryde. Kom løgene i, og skru ned for varmen. Lad løgene stege langsomt, så de bliver sprøde, før de bliver for mørke. Steg løgene af et par omgange, så gryden ikke er overfyldt.
- Fisk dem op med en hulske, og lad dem dryppe af på køkkenrulle. Drys med lidt fint salt.
Bøffer
- Form 4 flade bøffer og vend i mel. Drys med salt og peber og steg 4-5 minutter på hver side. Stil dem til side og lad dem hvile, mens saucen laves i panden.
Blue Cheese Sauce
- Snit skallotteløg i tern og steg dem gyldne i fedtstoffet fra bøfferne. Tilsæt æbleeddike, rødvin, oksebouillon, fløde, sukker og blåskimmelost. Varm op og smag til med salt og peber. Sigt saucen.
Burger
- Steg burgerbollerne gyldne i smør og saml burgeren med sellerislaw, bøf, ristede løg, sauce og pynt med lidt frisk timian.
Hvis du vælger at lave denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk
Denne opskrift er inspireret af en opskrift hos Gastro, som jeg ofte bruger til inspiration. Gode artikler og gode opskrifter.